mandag den 31. august 2015

Om et irrelevant kursus, der viste sig at være ret så relevant

Så er det vist på høje tid med et blogindlæg efter nogle måneders sommerpause (ikke fra arbejdet, men fra bloggen).

Jeg har holdt tre ugers sommerferie, som blev tilbragt på USA's østkyst sammen med mine forældre. En sjov, spændende og oplevelsesrig tur, som har givet god energi til et travlt efterårssemester.

Jeg kom tilbage på arbejde i begyndelsen af august og har haft meget travlt siden da. Jeg har forberedt undervisning (jeg underviser i Billedmedieoversættelse, Teknisk Oversættelse og Professionelle tekster i en tysk kontekst dette semester), og så har jeg været på et kursus på CBS omhandlende Translation Process Research. Inden jeg tog af sted derover, var jeg overbevist om, at det ville blive det mest relevante kursus for mit projekt overhovedet, men som kursusdagene gik, fandt jeg ud af, at CRITT, som er den forskningsgruppe, der arrangerer kurset, fokuserer meget mere på kvantitativ end kvalitativ forskning, og jeg havde svært ved at se, hvad jeg skulle bruge kurset til. Jeg ved noget - men dog ikke meget - mere om statistisk analyse efter den uge på CBS. Ikke desto mindre kan jeg mærke, at jeg har lært noget meget vigtigt, nemlig at argumentere godt og grundigt for, hvorfor jeg IKKE har valgt den kvantitative vej. Det var en super spændende uge rent metodisk, fordi jeg brugte meget tankekrudt på at sætte mit projekt og min metode op mod det, der blev præsenteret for mig. Det har gjort, at jeg nu er meget mere klar over, hvad min metode kan og ikke kan, og ikke mindst at jeg er blevet meget glad for mit valg om at bedrive (hovedsageligt) kvalitativ forskning.

Nu skal jeg for alvor i gang med at skrive min TP. TP står for Thesis Proposal, og det er en førsteårsopgave på 25 sider, som man afleverer og forsvarer mundtligt, og som bliver bedømt af en intern og ekstern bedømmer. Det er en stor og vigtig ting, som jeg stresser over, men som jeg samtidig glæder mig til at skrive, fordi jeg tror, det vil give mig en idé om, hvor meget jeg (forhåbentlig) allerede ved, og hvor jeg gerne vil hen med mit projekt. I dag har jeg lavet en model, som skal vise, hvordan min forskning og min metode er udformet. Billedet nedenfor er et udsnit af den model. TP'en skal afleveres om en lille måneds tid, og forsvaret finder sted i slutningen af oktober. Derefter er der mere ro på. Men indtil da er der nok at se til.