I tiden omkring mit miljøskifte i London skrev jeg analysen og diskussionen af mit spørgeskema. Det fik jeg feedback på til vejledning i slutningen af januar, hvor det viste sig, at strukturen skulle være anderledes. Det brugte jeg fire dage på at lave om, og nu ligger teksten til gennemlæsning hos mine vejledere endnu engang. Jeg får næste omgang feedback på det afsnit i starten af marts. I øvrigt græd jeg lidt til den vejledning, så nu er jeg vist en rigtig ph.d.-studerende. Det måtte jo komme på et tidspunkt.
Derefter var der ingen vej udenom: jeg måtte i gang med min teoridel, også kaldet literature review. Det har været et helt uoverskueligt bjerg for mig at gå i gang med at bestige, fordi jeg skriver inden for to teoretiske felter (billedmedieoversættelse og oversættelsesprocesforskning), fordi jeg har 1066 bøger, artikler og links liggende i mit referencehåndteringsprogram og som print (ja, så gammeldags er jeg), fordi der skal skrives så mange sider, og fordi jeg har enormt meget præstationsangst. Det har taget mig flere måneder (jeg aner ikke, hvad jeg har fået dem til at gå med!) at tage mig sammen til at gå i gang med rigtigt at skrive. Men nu er jeg i gang, og det skrider fremad med en side eller, hvis jeg er on fire, to om dagen + omskrivning af ting, jeg tidligere har skrevet, som man ikke kan se i det samlede sideantal.
Det er stadig uoverskueligt for mig, men jeg tager en dag og et underafsnit ad gangen. En god kollega (tak, Nils!) skrev forleden en seddel til mig, hvorpå der står quotidie lapis, som betyder hver dag en sten (og så skal det nok blive til et bjerg med tiden). Hvis (når) jeg bliver frustreret og træt af det hele, ser jeg på den, og så kan jeg lidt igen. Jeg vil ikke lægge skjul på, at motivationen har haft trange kår hos mig de sidste par måneder. Tiden er gået så forbandet stærkt, og jeg har ikke følt, at jeg kom nogen vegne. Og så havde jeg da slet ikke lyst til at blogge om det. Men det er vigtigt for mig, at bloggen er også viser, at det ikke er lutter lagkage at skrive en ph.d. Det er en stor mental udfordring at tro på, at man er klog og kan noget, at man kan skrive kloge ting, at man kan strukturere sine tekster og sin tid på fornuftig vis, at man kan nå at aflevere til tiden... Når jeg tænker alle de tanker, hjælper det at se på min quotidie lapis-seddel og tænke, at det nok skal gå det hele. Alle mine kollegaer, som er længere oppe i systemet, har også været der, hvor jeg er nu. Også selvom de måske ikke længere kan huske det ;-)
Pt. er jeg på 75 sider ud af max 250. Det er jo faktisk et helt speciale. Det er da ikke helt dårligt.
