tirsdag den 15. december 2015

Thesis Proposal overstået - und weiter geht's!



Midt i oktober havde jeg så mit mundtlige forsvar af min TP. Det var en dag, jeg på samme tid glædede mig til og var meget nervøs for. Tænk nu hvis bedømmerne ville sige, at mit projekt er helt ude i skoven og aldrig bliver færdigt til tiden? Katastrofetankerne stod i kø, men jeg glædede mig også til at fyre min præsentation, som jeg i al beskedenhed syntes, var blevet vildt god, af foran mine kollegaer.

Der kom ca. 20 kollegaer og en enkelt studerende og lyttede til mig, og det var virkelig fantastisk at have den støtte. Tænk at disse mennesker tog to timer ud af deres travle kalendere for at lytte til, hvad det er, jeg går og laver. Det var da pænt af dem :-)

Seancen er bygget op således, at jeg først har 30 minutter til at præsentere mit projekt. Da jeg forberedte præsentationen, syntes jeg, det var ret svært at finde ud af, hvem publikum egentlig var: Bedømmerne eller tilhørerne? Bedømmerne har jo læst min TP og ved derfor alt om, hvad projektet går ud på, men mine kollegaer har højst sandsynligt ikke haft tid eller overskud til at læse de 25 sider igennem, og for at de kan forstå, hvad bedømmerne og jeg taler om, er det nødvendigt, at de ved, hvad mit projekt drejer sig om. Så jeg besluttede mig for, at bedømmerne måtte leve med, at præsentationen mestendels ville være gentagelse af kendt stof, mens tilhørerne fik præsenteret projektets indhold helt fra bunden. Efterfølgende fik jeg ros for min præsentation af både vejledere, bedømmere og tilhørere, hvilket var virkelig rart, for jeg synes også selv, at det at holde en præsentation er noget, jeg er god til, og så er det jo rart at finde ud af, at det ikke bare er noget, jeg går og bilder mig ind.

Da det var overstået, havde de to bedømmere ca. 30 minutter hver til at stille spørgsmål og diskutere mit projekt med mig. Nogle bedømmere vælger udelukkende at give feedback, mens andre vælger at gøre det mere dialogpræget. Jeg havde en bedømmer fra hver lejr, og det fungerede godt. Jeg må indrømme, at det passede mig okay ikke at skulle svare på alt for mange spørgsmål, men derimod bare tage feedbacken ind, for jeg havde brugt meget af mit krudt på min præsentation (og på at være nervøs hele dagen, for TP'en startede først kl. 14), så jeg var lidt flad på nuværende tidspunkt. Jeg fik ros for at være kommet langt i processen på kun et år samt for at have skrevet en god TP (hvilket var rart i betragtning af, hvor hård processen med at skrive den var). Der var naturligvis også nogle kritikpunkter, som hovedsageligt gik på, hvorfor jeg overhovedet vil lave en model, og hvorvidt modellen skal være teoretisk eller empirisk funderet. Den gik også på, at jeg skal definere klarere, hvad jeg mener med eksempelvis strategi og model. Men det er jo netop de ting, jeg skal arbejde med både teoretisk og empirisk, så det er godt at blive gjort opmærksom på allerede nu, at det skal gøres klarere.

Alt i alt synes jeg, at TP har været det hele værd. Det er en hård proces at skrive den, men jeg har lært så meget af det og har skullet tage stilling til enormt mange ting i mit projekt, som jeg ikke var helt på det rene med, inden jeg skrev det. Også den mundtlige del var rigtigt god, fordi det var fedt at prøve at have et miniforsvar over for sine kollegaer og fagfæller og skulle stå til regnskab over for sig selv og sit projekt. Nu glæder jeg mig bare til at gå til min ph.d.-kollegaers TP'er og lære mere om deres projekter og ikke mindst glæde mig over, at jeg nu har det bag mig :-)