Studerende bliver dårligere til sprog og kommunikation

I dag i Berlingske kan man læse, at Censorformandskabet for sprog og erhvervskommunikation slår alarm, fordi de studerende bliver ringere og ringere, og fagligheden på universitetet dermed falder. Jeg kan kun tilslutte mig dette, og jeg glæder mig over, at det er en nyhed, som der bliver talt om i dag og forhåbentligt nogle dage frem.

Jeg oplever i alle fag, jeg underviser i (særligt på bacheloren, knapt så meget på kandidaten), at de studerende har store problemer med sproglig korrekthed. Det er svært at tale om grammatik med dem, fordi de ikke har den grammatiske bagage, som vi forventer, at de har med fra folkeskolen og særligt gymnasiet. Sprog nedprioriteres på gymnasiet - latin er stort set ikke-eksisterende efter den nyeste gymnasiereform - og det gør, at de studerende ikke har de styr på de nødvendige grammatiske begreber. De siger "kryds og bolle" i stedet for "subjekt og verballed" (eller i det mindste bare "grundled og udsagnsled") og kan ikke se, hvad de skal med grammatikken. Den er besværlig og træls, og de vil hellere bare skrive og bruge sproget i praksis.

Det er også fint nok. Men det næste problem er så, at de har svært ved at ramme stilen - både når det drejer sig om fx en reklametekst, men særligt også når det drejer sig om akademiske tekster. Mange skriver, som var det en statusopdatering på Facebook. I en af de seneste eksamensopgaver, jeg har rettet, var der en sætning i retning af "der Ausgangstext und der Zieltext sind fast total ähnlich". De fleste tyskkyndige vil kunne se, at der ikke er meget akademisk over den formulering.

Når det er sagt, så er jeg glad for, at der i artiklen i Berlingske i dag står, at det ikke er værre, end at vi godt kan rette op på det. Som undervisere må vi forsøge (jeg selv inklusive) at være mere positivt indstillede og kræve mere af de studerende. Vi må vise de studerende, at vi stoler på, at de godt selv kan lære, og at det er i arbejdet med sproget derhjemme som forberedelse til undervisningen, eksamen og det virkelige liv, at der sker noget - ikke nødvendigvis i undervisningsøjeblikket. Vi kan som undervisere ikke lære dem at tale tysk. De skal selv skrive det, tale det og om nødvendigt rejse til det pågældende land for at få sproget ind under huden. Når de har fået det, står vi på universitetet klar til med akademiske værktøjer at klæde dem på til et arbejdsliv inden for det sprog, de har valgt at studere. De studerende skal vælge sproget, fordi de kan det, holder af det og har lyst til at bruge det professionelt. Studerende, der kommer med den baggrund, kommer langt, og dem har vi heldigvis en god portion af på hver årgang.

Håbet er ikke helt ude. Men der må gøres noget, for lige nu bruges der enormt mange ressourcer på reeksamen og møder med studerende, der gerne vil have at vide, præcist hvad de skal gøre for at bestå eksamen i næste forsøg. Det er en del sjovere og mere givende at bruge tiden på de dygtige studerende, som gerne vil fremad og ikke bare bestå for at bestå. Det mener jeg, at et karakteradgangskrav til sproguddannelserne ville kunne ændre på, og jeg håber, det er på vej. Men først og fremmest tror jeg, at de studerende skal klædes bedre på i folkeskolen og særligt i gymnasiet. Som min kollega, lektor Margrethe Petersen, nævner i artiklen i Berlingske, tror jeg også på, at vi vil se en ændring, når de elever, der i dag starter tidligt med sprog i folkeskolen pga. folkeskolereformen, kommer på universitetet. Jeg håber, at Berlingske-artiklen kan sætte gang i en god debat om dette emne - jeg er i hvert fald klar til at deltage i den.

Dataindsamling (så godt som) afsluttet

For 1½ år siden, da jeg startede på ph.d.-studiet, og mange af mine kollegaer talte om spørgeskemaer, interviews og lignende, som de skulle foretage, udtalte jeg på et tidspunkt, at den dag jeg havde indsamlet mine data, ville jeg være en meget lykkelig ph.d.-studerende. Og det er jeg dælme også! Det har taget meget forberedelse og mange tanker at blive klar, men i slutningen af januar havde jeg aftaler med i alt fem tekstere i København på plads og drog nervøs af sted for at få mine data i hus. Tankerne fløj gennem mit hoved: Havde jeg nu gennemtænkt det hele? Havde jeg nok spørgsmål at stille dem? Ville teknikken nu også virke? Ville jeg virke?

Heldigvis gik det bare super godt! Jeg fik nogle gode data i hus, som jeg nu sidder og transskriberer på livet løs. Selvfølgelig var der nogle bump på vejen. Ved den første tekster, jeg skulle interviewe, viste det sig, at Camtasia, som optager skærmaktiviteten, og Titlevision, som er det program, der tekstes i, har en genvej til fælles, nemlig F10. Hver gang informanten trykkede F10 (og det var ofte), stoppede Camtasia med at optage. Heldigvis opdagede jeg det med det samme, og så måtte vi ellers ind at pille ved indstillingerne i Camtasia, så det blev en anden genvej, der stoppede optagelsen. Det lykkedes, og teksteren tekstede ca. 30 minutter, inden jeg sagde tak. Så smed vi filen direkte over på min eksterne harddisk og gik ind i et uforstyrret rum for at foretage interviewet. Jeg satte harddisken i, trykkede på filen - og så ville den selvfølgelig ikke afspille den på min computer. Den meldte fejl og sagde, den ikke kunne genkende formatet eller sådan noget. Der fik jeg det godt nok varmt! Jeg ringede til Rasmus, som desværre ikke kunne gøre så meget, og mens jeg snakkede med ham, sad informanten ved sin computer og trykkede lidt rundt. Pludselig kom en dialogboks frem, som sagde hov, der ligger en fil her, vil du gemme den. Det ville vi gerne - og så var det den! Jeg ved i dag stadig ikke, hvad det var, der gik galt, men heldigvis fandt vi da filen. Alternativt havde jeg sat informanten til at tekste 15 minutter mere, og så havde vi talt om det i stedet for det første, så verden var ikke faldet sammen, hvis vi ikke havde fundet filen, men jeg følte mig bare enormt uprofessionel. Nå, men vi besluttede os så for at lave filen om til MP4 med det samme, så vi kunne afspille den i andre programmer end kun Camtasia. Filen var bare så stor, at det tog tre kvarter at konvertere den. Så fra teksteren var færdig med at tekste, og til interviewet gik i gang, gik der en time. Ikke just optimalt, men hun kunne huske meget, så det var helt okay.

Ved næste informant samme eftermiddag gik alt strålende, uden problemer og lige efter planen. Det gjorde det også ved to deltagere ugen efter, men ved den tredje deltager var der igen problemer. Han havde Mac. Jeg havde ikke regnet med, at nogen arbejdede på en Mac, fordi jeg ved, at Titlevision kun findes til Windows. Han havde installeret Camtasia i Mac-styresystemet og Titlevision i Windows-styresystemet (han kunne skifte mellem disse to på sin computer), og de to programmer kunne sagtens køre sammen, så det var super. Da vi begyndte på interviewet, opdagede jeg imidlertid, at den kun havde optaget den eksterne lyd (vores snak, klapren på tastaturet osv.) og ikke den interne lyd i Titlevision. Det var træls, men gjorde heldigvis ikke, at vi ikke kunne tale om hans proces.

Så mit råd er at forberede sig så godt som muligt og særligt være forberedt på, at der ALTID vil gå et eller andet galt. Men hvis bare man sørger for at forholde sig nogenlunde roligt, så finder man en løsning. Heldigvis havde jeg nogle meget søde informanter, som tog det helt roligt, når teknikken drillede, og det gør jo meget for ens egen ro.

Så ja: Jeg er en glad ph.d.-studerende, der har indsamlet mine data. Jeg håber dog på at kunne få en enkelt tekster eller to mere med fra Aarhus og omegn, så det er jeg i gang med at lede efter.

Der transskriberes på hjemmekontoret