torsdag den 1. juni 2017

160

Jeg er netop blevet færdig med at analysere og skrive det, jeg regner med, vil være det sværeste at analysere i mine kvalitative data, nemlig hvordan mine fem deltagere koder undertekster, dvs. bestemmer hvornår de skal gå på skærmen, og hvornår de skal gå af igen.

Kodning er en vanskelig proces for både tekstere og for mig, som skriver om teksterne og deres processer. Når man ikke selv er tekster og "kun" har data fra fem tekstere, kan det godt være svært at nå frem til noget klogt at sige om det. Men jeg synes egentlig, det er lykkedes mig ret godt, hvis jeg selv skal sige det. Ikke mindst med kyndig hjælp og vejledning fra hende her (tak!).

160 sider er jeg oppe på nu. Jeg har fundet ud af, at det faktisk ikke er normalsider (som er det, jeg sirligt tæller i et excel-ark), men fysiske sider, der gælder, og derfor har jeg, på grund af en del screen shots fra videodataene, faktisk ti sider mere end de 160 normalsider.

Det skal nok lykkes. Tre måneder endnu. Der er lys for enden af tunnelen. Og kaffemaskinen virker igen efter en uges nedbrud.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar