onsdag den 16. marts 2016

Kodning af kvalitative data i NVivo

Denne uge begyndte jeg at analysere mine data. Mere specifikt gør jeg det ved at kode dem i NVivo. NVivo er en software til analyse af kvalitative data. Programmet kan en helt masse ting, men jeg har heldigvis af en kollega fået en kort introduktion til de vigtigste funktioner, så jeg kunne komme godt i gang uden at miste overblikket med det samme.

At kode sine kvalitative data går ud på at markere et stykke data (det vil nok oftest være tekst, men det kan også være lyd- eller videofiler) og give dette datastykke et navn, der opsummerer, hvad stykket handler om. Efterhånden danner der sig en liste, som man lægger flere og flere passende datastykker ind i. Man kan lave over- og underkoder i det uendelige, men jeg har læst, at det er bedst at holde sig til højst tre niveauer for at beholde overblikket. Jeg har kodet 1½ interview nu og har allerede over 100 (!) koder. Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville blive så meget, men det griber hurtigt om sig.

Et lille udpluk af mine koder indtil videre

Det skal dog siges, at det, jeg er i gang med lige nu, er en grovkodning. Det giver mig et første indtryk af og overblik over, hvad mine data indeholder, og er basis for næste trin, som er en mere koncentreret gennemgang af alle koderne og deres indhold. Jeg er helt sikker på, at koderne skal omstruktureres, slettes, slås sammen, splittes osv., for lige nu koder jeg relativt intuitivt, og den endelige analyse skal selvfølgelig være mere gennemarbejdet og fokuseret.

Det er et anstrengende arbejde at kode data, fordi man skal koncentrere sig enormt meget og hele tiden være opmærksom på, om der skal en ny kode til, eller om et stykke tekst passer ind i en eksisterende kode, eller om det måske slet ikke er interessant eller relevant at tage med i analysen. Grovtekstningen kommer til at tage nogle uger, og derefter forventer jeg også nogle ugers arbejde med den anden omgang kodning. Jeg regner med at bruge min tid i Hildesheim på det - så er jeg vist godt beskæftiget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar