tirsdag den 15. marts 2016

Miljøskifte

Om en lille måneds tid skal jeg af sted på mit første miljøskifte - eller det, der på normalt dansk kaldes udvekslingsophold. I løbet af et ph.d.-forløb skal man besøge en udenlandsk forskningsinstitution for at opbygge et internationalt netværk. Egentlig skal man (ifølge reglerne på min Graduate School) være af sted i mindste tre sammenhængende måneder - om ikke andet så for at få en pose penge med til opholdet. Da jeg bare ikke er god til det der med at bo i udlandet (jeg har gjort det to gange, først som au pair, siden som udvekslingsstuderende på min BA, og jeg synes, det er nok med det), har jeg fået lov til at tage af sted i to kortere perioder. Det vil sige, at jeg tager til Hildesheim i Tyskland tre uger i april og til London tre uger i oktober.

Da jeg fik grønt lys til det, kom næste problem: Hvor skulle pengene komme fra? Jeg søgte hos forskellige private fonde og hos Aarhus Universitets Forskningsfond. Min institutleder var så fantastisk sød at sige, at hvis jeg skulle være så heldig at få midler udefra, ville instituttet som en blåstempling af mine planer støtte med et, synes jeg, pænt beløb. Pludselig gik det stærkt, og jeg fik penge fra både Aarhus Universitets Forskningsfond, Augustinus Fonden og Oticon Fonden. Jeg er meget taknemmelig og har nu penge nok til at gennemføre begge ophold uden at skulle leve på et stramt budget.

Midt i april kører jeg af sted i min lille bil til Hildesheim, hvor jeg skal besøge Stiftung Universität Hildesheim under vejledning af Klaus Schubert. I Hildesheim har jeg fundet en lejlighed i et hus hos et ægtepar, som lejer lejligheden ud til fx feriegæster. Prisen er god, og der er internet, køkken og kun 15 minutters gang til universitetet, så jeg kan ikke bede om mere. Midt i opholdet tager jeg toget til Würzburg, hvor jeg skal besøge Heike Jüngst på Hochschule für angewandte Wissenschaften i tre dage. Derudover ligger Hildesheim en times kørsel fra den by, jeg var au pair i, så jeg har naturligvis planer om at køre ned at besøge dem en gang eller to. Jeg er sikker på, at jeg vil have hovedet fuld af oplevelser, når jeg vender hjem til Danmark d. 1. maj.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar